Historie

Historie

 

The American Native Indian Dog er en 30.000 år gammel hunderace fra Nord- og Sydamerika. Indianerne havde således indian dogs længe før de fik heste. De mange nomadegrupper af prærieindianere udviklede racen, som var en vigtig del af deres kultur.

I tusinder af år blev hundene brugt til jagt, sporing, bevogtning og som hyrde- og slæbehunde. Men hundene var ikke kun et vigtig arbejdsredskab, om natten kunne de holde deres ejere varme og deres uld blev brugt til vævning og handel. Disse hunde var således uundværlige for indianerne. Indianerne troede, at prærieulve eller "Gudernes hunde" var de første levende væsener på jorden, og at de også vil også være de sidste. Derfor krydsede de ofte deres hunde med prærieulven for at stykke racens instinkt, flok adfærd og høje intelligens. En indianerne familie kunne havde mellem 10 - 30 hunde. Indianerne kaldte deres hunde "Song Hunde" på grund af deres høje stemmer. Stemmerne hørtes tydeligt under jagten på bison, eller når hundene kommunikeret med hinanden. De lavede lyde som om de sang. Hvide indianerhunde med blå øjne blev anset som spirituelle og hellige. Pionererne Lewis og Clark beskrev indianernes hunde i deres ekspeditioner som fandt sted fra 1804-1806. Ekspeditionerne var befalet af den daværende amerikanske præsident og havde til formål at opdage og kortlægge det vestlige USA.

 

I nyere tid har denne smukke og alsidige hunderace, der i årtusinder har levet i harmoni med indianerne været ved at uddø. I 1970érne blev der derfor lavet et stort stykke avls arbejde på Song Dog Kennels i Oregon, USA for at bevare racen, der var ved at forsvinde. Derfor er det vigtig at kendskabet til hunderacen udbredes således, at det nuværende antal af indian dogs kan forøges og racen ikke går tabt for altid.

 

Læs mere om Song Dog Kennels på http://www.indiandogs.com/